Dragemand (E-bog)

1
Begravelseskaffe midt i juleferien

Jeg løber, men jeg kan ikke komme væk. Ilden bag mig bliver voldsommere og voldsommere, og heden er ikke til at holde ud. Mit hår brænder, og det gør ondt i hele mit hoved. Alligevel brænder håret ikke af. Far holder min arm, så jeg ikke kan løbe bort. Samtidig tigger han mig om at blive hos sig og ikke forlade ham. Han holder mig fast med en hånd, fordi han er så stærk.
Hans arm stikker ud af sprækken i skuret, hvor ilden har fat. Han kan ikke komme ud, og hans stemme bliver helt svag. Nu hvisker han næsten kun. Han slipper sit tag i min arm, men jeg kan ikke løbe væk. Far græder, og der kommer kun to ord mere: Min dreng.
Jeg vågner med et skrig og sætter mig op i sengen. Sådan har det været næsten hver nat hele julen.
Men i nat var mareridtet anderledes.

Måske fordi det er i dag, at far skal begraves. Lørdag, den 29. december. Begravelse er noget, der kun er for voksne, så jeg må pænt blive hjemme sammen med onkel, mens alle andre er i kirken. Det gør nu heller ikke noget. Det regner lidt og er temmelig vådt udenfor. Sneen er helt væk. Vi kom i går aftes ovre fra morfar.
Alle gik tidligt i seng, for dagen i dag bliver lang, siger de voksne.
Jeg kunne ikke falde i søvn lige med det samme. Det var nok for tidligt. Når man har juleferie, får man lov at gå senere i seng. Det er dejligt.

Omsider faldt jeg i søvn. Jeg drømte, at jeg havde en tændstik, der ikke ville tænde, og jeg skulle bare have den tændt, for ellers ville de alle brænde inde. Både morfar, mormor, onkel og mor og Arnold. Jeg kan kun hjælpe dem, hvis jeg kan få ild på tændstikken. I samme øjeblik lykkes det, og lettet kan jeg stikke ild i kludene, der ligger nede på jorden. Men pludselig tager ilden fat og bliver meget voldsom, og nu er det hele omvendt. De er i fare for at brænde inde nu, hvis ikke jeg kan få slåen fra og døren op. Det forfærdelige er, at det ikke er en normal dør, men en tyk plankedør med en jernstang foran, og den skal op, så alle indenfor kan komme ud, og jeg bøvler med stangen og sveder og bliver bange og skriger op og vågner badet i sved …

Jeg sidder med min nye lommebog og tæller på fingrene. 8 dage siden far døde. Det kommer an på, om man skal tælle begge dage med. Se, han døde om natten til sidste lørdag. Jeg bladrer i min dagbog, som jeg er begyndt på efter juleaften. Jeg fik nemlig en Jan-lommebog i julegave af Arnold. Da både mor og han bor alene, syntes de, at de lige så godt kunne fejre jul sammen. Det synes jeg godt om. Det giver flere julegaver.
På forsiden af lommebogen, der har rød-hvide striber som i det amerikanske nationalflag og en himmelblå farve forneden er der en dreng med en fodbold i hænderne, og nedenunder i det blå felt er teksten: ”Jan Lommebog 1958”.
På bagsiden er der ikke andet end de rød-hvide striber og det blå felt.
Den er udgivet af E. Wangels Forlag.
På første side har Arnold skrevet mit navn og adresse, og der står også, hvilke klubber jeg er medlem af. Både skakklubben og min cykels stelnummer er med. Han er grundig, ham Arnold.

Bagerst er der kalender, som jeg bruger som dagbog, der naturligvis begynder den 1. januar, men der er nogle tomme sider ”Til notater” med lidt ekstra plads til at skrive.
De sider bruger jeg til at skrive dagene ind fra juleaften hos morfar og får alle julegaverne med. Tænk at få både rulleskøjter og isskøjter. Begge slags skøjter skal skrues på støvlerne, men der er en nøgle med. Rulleskøjterne har tunge stenhjul, der larmer meget, når jeg prøver dem på asfalt. Isskøjterne må jeg vente med at prøve, til der kommer frost. Klingen er meget skarp, og jeg ved ikke, om jeg kan lære at stå på dem. Jeg har dog på fornemmelsen, at det er nok ligesom at lære at cykle. Der finder man også balancen ret hurtigt.
Da var jeg kun 6 år. En af de store piger havde en pind i min bagagebærer og skubbede mig. Til at begynde med gik det ganske godt, men så fik jeg af en eller anden grund så meget fart på, at hun ikke kunne følge med mere. Jeg drønede af sted helt tanketom, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle stoppe igen. Benene hjulede rundt, tankerne flød udad og væk, og jeg styrede ned ad en lille grusvej for til sidst at havne i en busk. Jeg slog mig, men var heldigvis færdig med at græde, inden hun kom prustende.

Sammen med onkel får jeg stavet julegaverne rigtigt. Jeg skriver også ned, hvem der er med juleaften, og hvad der skete: Morfar, onkel, mormor, mor og mig selv. Andesteg. Den manglende stjerne på juletræet. Morfar kunne ikke finde den, og mormor var lidt knotten, så han flere gange måtte bruge en masse tid på at lede efter den. Jeg hjalp og fandt mange spændende ting oppe på loftet, men ikke julestjernen.
Inde på onkels værelse er der en skunk, og der ledte jeg. Der var masser af gamle ugeblade, Se og Hør, Familiejournalen, Hjemmet. Blandt dem var der et lille hefte i brunlige farver. Det hed Danske Mænd: Ind i SS, hvor sserne var kantede. Jeg kiggede i det med min lommelampe, og det var spændende. Det gik op for mig, at det måtte være lavet af tyskerne, selv om det var på dansk. De kunne tænke sig at få danske unge mænd som soldater.

”SS-Regimentet ”Nordland” antager frivillige i en alder af 17-23 Aar. Indmeldelse Ergänzungsamt der Waffen-SS Nebenstelle Nordsee A. F. Kriegersvej 3 København Ø”.

Jeg skrev det hele ind i min dagbog for at huske det. Jeg husker, der også stod i heftet, at de da godt kunne bruge dem på 24 og 25 år; det skulle nok ikke komme an på det. Der var billeder af soldater, der var blodsbeslægtede kammerater. ”Det germanske solhjul, Hagekorset, er Førerens sejrssymbol”. Det hjalp ham ikke.

Jeg kunne ikke falde i søvn, fordi jeg lå og tænkte på det, jeg skulle have med i dagbogen. Jeg besluttede, at dagene op til juleaften også skulle med. Der var bare ikke plads foran. Det blev lidt rodet, for så kommer dagene efter juledagene. Skidt med det. Hovedsagen er, at jeg selv ved, hvordan det hænger sammen. Men jeg har det ikke godt med uorden.
Det er vigtigt at føre dagbog. Det skal selvfølgelig være fra den dag, hvor jeg var sikker på, at vi skulle bo hos morfar. Det er jeg sikker på nu. I alle juledagene har jeg gået rundt og forestillet mig, hvordan det ville være at bo der. Jeg kan ærgerligt nok ikke få mit eget værelse, men det gør ikke så meget. Hvad skal jeg bruge det til? Mor og jeg kan da fint sove sammen på det lille gæsteværelse. Vi har gjort det alle dagene omkring jul, og det gik fint.

Jeg tænker også på så mange andre ting. Flere gange har jeg lagt mærke til, at de holder op med at snakke, når jeg kommer ind. Når jeg går igen, starter de med at mumle. Én gang gik jeg hurtigt ind igen bare for at se, hvad der ville ske. De holdt øjeblikkeligt op med at snakke.
Natten mellem fredag den 21. december og lørdag den 22. december. Dagen begynder fra midnat, så det kan højst blive 8 dage, hvis jeg tager begravelsesdagen med. Jeg regner lige efter igen for en sikkerheds skyld. Jeg var lidt i tvivl, om dagbogen skulle starte med det døgn, hvor min far døde. Han døde klokken 2 om natten, og det døgn hører jo egentlig med til den nye dag. Altså lørdag den 22. december eller 2 dage før juleaften. Men hvis juleaften skal tælle med som en hel dag, bliver det jo 3 dage. Jeg grubler længe, for det er vigtigt, at det er så præcist som muligt.
Jeg ved heller ikke, om jeg skal skrive noget om det der med politiet. I mange timer sad jeg og besvarede en masse spørgsmål, som en venlig mand stillede mig. Han havde ikke uniform på, men sagde, at han var politimand. Hans kone var altid med. Hun sagde slet ingenting, var der bare og så på mig. I begyndelsen var min mor der ikke, kun i de sidste samtaler.
De spurgte om mange ting, men det endte altid ude i skuret. Jeg skulle fortælle det hele, og det havde jeg svært ved. Jeg kunne ikke huske det hele, og det, jeg kan huske, var de ikke så interesseret i, kunne jeg tydeligt mærke.
Selv juleaftensdag kom de og skulle snakke med mig. Da de var færdige, måtte jeg godt gå ud og lege, mens de lige sagde farvel til mor. I det samme kom onkel for at hente os for at fejre jul hjemme hos morfar.

Nu står han der og laver kaffe.
- Hvordan har du det med din fars død?
- Det ved jeg ikke.
Jeg trækker lidt på skuldrene og kigger ud på græsplænen og tænker på dengang, jeg havde glemt at slå noget græs. Jeg slap kun for at få en på hovedet, fordi far var i godt humør. Men jeg blev frygtelig gal på den dumme plæneklipper, der næsten ikke kunne skubbes.
- Er du slet ikke ked af det?
Onkel bliver ved med at spørge.
- Det ved jeg ikke.
Det går ikke, hvis jeg siger, at jeg ikke er ked af det, at jeg tværtimod mærker en behagelig følelse i mig. Jeg behøver ikke at være bange mere. Den onde fe er død, som der står i eventyret. Jeg har mærket noget helt nyt, noget, jeg sjældent har prøvet før. Når jeg vågner om morgenen, har jeg det godt. Mit humør er godt, og det går som en leg at komme ud af sengen og i gang.

Herinde i stuen er der dejligt varmt, der er godt med ild i kaminen, og om lidt kommer mor og morfar og mormor og Karstens forældre og nogle stykker til fra fars arbejdsplads blandt andre Arnold, der har hjulpet mor meget her i julen.
De skal have begravelseskaffe, og onkel har aftalt med mor, at det ordner han.

Så jeg dækker bord, mens vi går og sludrer.
- Er du slet ikke ked af det?
Han borer sine øjne ind i mine, og jeg kan ikke så godt lide det blik. Hvorfor spørger han hele tiden om det?
- Nej, ikke sådan. Onkel, hvornår tror du, vi kan flytte hjem til jer?
- Det ved jeg ikke. Der er så meget. Hvis din mor kan betale for huset, kan I blive boende her.
Åh nej, jeg håber, at hun ikke har råd. Det har hun bestemt ikke, for hun tjener slet ingen penge.
- Jeg glæder mig sådan til at bo hos jer. Det er det bedste sted på hele jorden. Der vil jeg allerhelst bo.
- Jeg ved det godt, Hans Theodor. Jeg ved det godt.
Onkel bliver stående og ser på mig.
- Men nu må vi finde ud af det. Når det her er overstået, tager I med os hjem igen, så fejrer vi nytår der.
Det glæder jeg mig til. Så må vi kunne snakke om det. Jeg opdager, at den første tallerken vender modsat dem på den anden side bordet. Det skal være omvendt. Det var sjovt dengang i geografitimen. Vi skulle alle prøve at sidde foran et spejl, mens en anden holdt et papstykke op foran papiret.
- Skriv ”det er sjovt at have geografi” på papiret, sagde lærer Gregers. Det var helt umuligt. Næsten. Det var lige som at lære at skrive igen. Det, man ser, skal være modsat det, man gør.