Forstanderen har altid ret (E-bog)

Søndag 8. august 1971

Asgaard Efterskole var en statelig ældre rødstensejendom omtrent midt i Asgaard. Tidligere havde der været kro, og endnu tidligere bondegård. Frank trådte ind på lærerværelset og hilste rundt. I dagens anledning havde han iført sig lidt pænere tøj, end han var vant til fra seminariet, men nu, hvor han for allerførste gang skulle promovere sig som nybagt lærer, måtte han hellere hejse flaget.
Lærerværelset lå med udsigt ned over haven mod Forstander Pahlgaards villa; udenfor stod et stort egetræ, og man kunne gå direkte ud i haven gennem en dobbelt glasdør. Til den anden side lå kontoret, til den tredje spisesalen, som man skulle igennem for at komme ned til undervisningslokalerne og elevernes opholdsrum samt hall´en. På gangen ned mod hall´en lå det lille rum med overnatning for vagthavende lærer med direkte adgang til badeværelse. I rummet var der et stort skab, hvor lærernes dyner var anbragt. De lå der på rad og række på forskellige hylder.

Han sludrede lidt med Dahl-Hansen, en rank ældre kollega med hvidt hår, der så ud til at kunne spille rollen som overlæge Hass Christensen i enhver dansk film. Så trådte Bente ind.
Bente var 24 år, pædagog og ikke lærer. Pahlgaard havde forklaret ansættelsen af hende med, at ungerne skulle have nogle gode tilbud om aftenen. Hun så godt ud med svung over hofterne og smut i øjnene, det kunne han se lige med det samme, og hun var i høj grad tiltrækkende, slank med udfordrende kurver og sidst, men ikke mindst nogle skønne øjne. Hun hilste raden rundt med smil og tilsyneladende uden nerver af nogen art. Hendes håndtryk var lige så fast som hendes blik lige ind i hans øjne.
-Er du slet ikke nervøs? Spurgte han hende.
-Jeg har nemlig næsten ikke sovet i nat.

-Jo da, men det nytter ikke noget. Nu må vi i gang! Desuden kender jeg nogle af forældrene fra foråret. Der er jo visse gengangere! Du skal se, det går nok. Har du ikke sovet i nat, må du nok regne med, at det gør du så i den kommende!

Det kunne hun have ret i. Sammen fulgtes de ad nedenunder. Undervejs hilste de på forældre, alle vegne var der stuvende fuldt af mennesker. Han var glad for det lille navneskilt, som også han havde fået tildelt. Ellers kunne forældrene – og eleverne – nemt tro, at han var storebror til en eller anden elev.
En fin lille gymnastiksal, der, for ikke at fylde for meget, var blevet gravet noget ned i jorden, dannede i dag som de sidste syv år i den nuværende skoles historie rammen om den lidt højtidelige begivenhed, hvorunder Asgaard Efterskole første dag i det nye skoleår præsenterede sig for eleverne og deres forældre. Der var stillet blomster frem mange steder, og på talerstolen var tændt levende lys.

Forstander Ib Pahlgaard stod bred og mægtig og ringede med sølvklokken, og da der blev ro, åbnede han kort med at nikke til Dahl-Hansen, og da han spillede på klaver, sang Pahlgaard for.
“Hvor smiler fager den danske kyst..” lød klart og rent.

Pahlgaard bød herefter velkommen:

-Velkommen til alle, både forældre, børn og kolleger og ansatte på skolen!
-I har nu givet os det kæreste, I ejer. Vi takker for denne tillid og skal forsøge at forvalte den til det, der er bedst for jeres børn. Vi håber alle på et godt og frugtbart skoleår, således at jeres børn forlader os til næste sommer med mange gode minder og en viden, der er dobbelt så stor som i dag.
Franks øjne klæbede til den store mand, der betjente talerstolen og dens virkemidler så suverænt.
-Jeg skal ganske kort præsentere lærerne på skolen, og jeg vil bede jer rejse jer og træde frem, efterhånden som jeg nævner jer:
-Ilse, min hustru og medforstander, skal ved siden af undervisning tage sig af de syge og i øvrigt gå til hånde, hvor der trænges.., sådan fungerer en skolemor!
Fru Pahlgaard trådte frem og smilede til forsamlingen, der kvitterede med at klappe.
Frank noterede sig hendes skønhed. Slank, bredhoftet, blond og med meget smukke, klare øjne, der nærmest skar sig gennem luften.

-Dahl-Hansen har været her i snart 25 år og er still going strong. Han skal undervise 9. B i dansk.
Dahl-Hansen trådte imens frem og bukkede let, hvilket igen medførte klapsalver.
Pahlgaard fortsatte:
-Søren Sørensen skal være klasselærer i den anden 9. klasse, 9.A. Han har ligeledes været her længe.
Hver gang han nævnte en lærer, fik denne applaus.
-Hans-Erik Hasager starter nu på sit fjerde år, skal undervise i matematik og fysik, både i 10. og 9.
Nå ja, han skal også være klasselærer i 9.C.
-Bente Kristensen er vor eneste kvindelige lærer, men så sandelig jo også den kønneste (her lo publikum behersket, han selv smilede bredt; han nød ganske åbenlyst at fyre nogen små sjove af), og vor Bente skal have eleverne til gymnastik, boldspil, formning og være tilsynshavende! Men hun skal især tage sig af forskellige tiltag om aftenen, som vi fra i år har iværksat!
-Bente begyndte her efter jul og er faldet godt til.
Bente rejste sig og modtog stormende bifald. Drengene piftede og råbte ho, ho, ho!

-Sidst – og ikke mindst vores nyansatte Frank Anschlug Mortensen, der kommer helt frisk fra Haderslev Statsseminarium, parat til at kaste sig over 8. klasse.

Han fornemmede selv, at han fik pæne ovationer, måske fordi han var ny og lidt af en grønskolling…? Han var også glad for, at Pahlgaard ikke udtalte sig om de mandlige kollegers udseende. Havde Ulla Dahlerup været til stede, ville hun nok have protesteret over begge dele.

-Nu synger vi så den anden side: “Du danske mand af al din magt…”, og herefter er der kaffe ude på græsplænen. Under kaffen vil der være lejlighed til at hilse på og snakke med børnenes klasselærere.

Han undrede sig over, at hverken pedellen, Valdemar, eller køkkenlederen, Fru Lund, blev nævnt. Og han var direkte forbavset over, at ikke engang Elizabeth, sekretæren, skulle præsenteres. Men måske havde alle forældrene set hende i forvejen. De skulle jo alle forbi kontoret med indmeldelsen, før de kunne regne med, at deres barn var optaget. Hun så ikke ud, som om hun følte sig overflødig. Valdemar stod nede bagved, og Fru Lund var nok i køkkenet.

Dahl-Hansen stemte i med klaveret, og den danske mand begyndte.

Det var dejligt bagefter at komme ud af den varme gymnastiksal og op i den friske luft.
Mange forældre tog straks afsked med deres børn og kørte hjem. Efterhånden tømtes skolen for forældre. Også Valdemar og Elizabeth hilste farvel.
Med Elizabeth havde han det fint. Hun og hendes mand, Lars Peter, populært kaldet Lars P, var venlige og interesserede i ham. Lars P var morderlig god til de kvikke replikker, fornemmede Frank klart. Ingen formåede at sætte ham til vægs. Han var uddannet skolepsykolog og leder af byskolen i Asgaard for børn med en intelligenskvotient lavere end 90. Altså lavere end de såkaldt normaltbegavede. Desuden medlem af socialdemokratiet og af byrådet ligesom Pahlgaard.
Han erklærede straks, at han da aldrig satte sine ben på efterskolen, selv om konen var sekretær der. Han gav selv grunden: Både hans kone og hans partifælle i byrådet sad der på samme kontor, og det kunne give anledning til konflikter.
Frank stod lidt og snakkede med Dahl-Hansen, denne trøstede ham i sin lette panderynken for morgendagen; så længe Guds fugle kunne fløjte sådan, var der i og for sig ingen grund til bekymring.

-Måske er der slet ingen gud til, og så tror jeg, at fuglene ville fløjte alligevel! Mente han.

Imens skævede Frank lidt efter Bente. Hun var nok værd at kaste et ekstra blik på.
Et ængsteligt forældrepar var lige henne hos ham for at fortælle ham, at deres dreng skulle begynde i 8. klasse, men han var meget ordblind. Var tilligemed blevet drillet førhen i folkeskolen, men nu håbede de, at efterskolens gode ry kunne afhjælpe denne mobning.
Han var taknemmelig over, at nogen behandlede ham som en ligestillet, og han snakkede længe og godt med de to forældre. Han tænkte på, at seminariets gyldne tid med kun at have ansvar for sig selv definitivt var forbi. De regnede helt naturligt med, at deres søn var i gode hænder på skolen her og med ham som klasselærer.
Frank følte sig voksen nu med sine 24 år, uanset hvor ung han så ud. Han rankede sig helt uvilkårligt for at se lidt større ud. Han prøvede på at virke erfaren, klog og med indsigt på området, selv om han ikke var det.
En anden sag var, at han på seminariet praktisk taget aldrig havde fået nogen form for undervisning i, hvordan man skulle tackle læse-vanskeligheder. Men de havde da tilbragt en del timer med at prøve at forstå den nye tegnsætning samt diskutere en svensk forfatterfilosof, som især en af de medstuderende vidste en masse om.
Han havde forsøgt at blive fritaget for faget kristendomskundskab, fordi han i et anfald af almindelig ungdomsoprørsprotest i 1968 havde meldt sig ud af Folkekirken. Men rektor overtalte ham til alligevel at fortsætte på holdet. Religionslæreren lignede faktisk Jesus, men på trods af Franks fordomme om sådan en var læreren overraskende kontant i sin undervisning, så det endte med, at Frank fik meget ud af timerne.
De diskuterede brændende de centrale problemstillinger med læreren. Hvorfor ville en gud absolut have, at man skulle tro på ham? Hvad er der galt i, at man kunne vide besked med ham?
Han forestillede sig heller ikke, at Gud ligefrem ville dukke op og sige:
-Hej, ved I hvad? Jeg ved godt, jeg var lige hurtig nok på aftrækkeren, da jeg skabte verden. Undskyld. Der røg et par finker af fadet, og derfor er den verden, I lever i, ikke perfekt. Det gik lidt hurtigt, der opstod nærmest en kædereaktion, hvilket faktisk – indrømmet – kom lidt bag på mig. Men nu må I se at få det bedste ud af det, og jeg vil ønske jer held og lykke med foretagendet. Jeg for mit vedkommende har for længst besluttet at trække mig tilbage og nyde mit otium!
Hvis det blev bragt i fjernsynet, ville ingen tro på ham. Det ville være noget satire af Panduro og Møllehave. Og hvis han ikke kom i fjernsynet, hvor og hvordan skulle han så kommunikere?

Men det var alligevel en fascinerende tanke. Det kunne også være, at den kære gud ikke havde trukket sig tilbage og intet fortrød og sad der og holdt sit evindelige, smålige regnskab med godt og ondt for hvert enkelt individ på jorden. Han havde nok ret travlt med amerikanerne i Vietnam.
Nej, det var for utroværdigt.
Han rystede på hovedet af soldater og især sportsfolk, der mente, at gud netop holdt med dem, når de vandt. Gud var med os i dag, påstod de sejrsglade sydeuropæere fra Benfica og Real Madrid. Var han så mod alle de andre, der tabte? Det var trods alt de fleste.
Når han tænkte på al den ondskab, der var i verden, kunne han heller ikke se menneskene som andet end det foreløbigt sidste trin i en lang udvikling. Det, de havde nået, havde de nået! Og ikke så meget mere. Demokrati, en ordentlig lovgivning, hvor hvert enkelt individ nød den samme beskyttelse, uanset herkomst, det var dog sammen med den økonomiske fremgang, som alle var blevet ramt af i tresserne, menneskeskabt og det bedste, de nu engang kunne frembringe på dette stade. Ja, Nord-Vietnam, selvfølgelig. Og Sydafrika. Kina. Nordkorea. Cuba. Der var mange steder i verden, hvor der manglede lidt i den højere retfærdighed. De underudviklede lande. I skolen fik de ikke en forklaring på det fænomen.
Han havde den anskuelse, at de var på vej. At det dog ikke kunne gå tilbage til fortidens fattigdom og store forskel på mennesker. Ikke i Danmark. Når først resten af verden indså, hvor nødvendigt demokrati var, ville der være fremgang over hele linjen.

Han havde haft en god ven på seminariet, med hvem han diskuterede ivrigt; vennen var overbevist om guds eksistens. Han mærkede alligevel, at de gled fra hinanden, fordi det var så enkelt for ham. Når man en gang havde taget den beslutning, at der ikke kunne være tale om at tvivle på en almægtig, alvidende guds tilstedeværelse i stort og småt, så udgik alt liv derfra.

Selv ikke de mere finurlige diskussioner havde nogen effekt. Han forsøgte sig med, at en gud, der var både alvidende og almægtig, var en selvmodsigelse. Men vandt ikke megen gehør.
Hvis gud vidste, at en naturkatastrofe nærmede sig på søndag, kunne han standse katastrofen. Men hvis han kunne det, havde han så ikke overhalet sin egen alvidenhed?
Det gav ingen mening.