Polle fra Thy (E-bog)

Døde og duer
Os der boede tæt på skolen, ligesom jeg gjorde, måtte ikke parkere cyklen i skolegården.  Men jeg regnede ud, at jeg da godt måtte parkere min cykel i mine bedsteforældres baggård, og de boede heldigvis næsten lige ved siden af skolen.
En dag efter skole, da jeg var ved at trække min cykel ud på vejen, så jeg min mormor stå i vinduet og kalde på mig. Nu håbede jeg, at jeg skulle ind til hende og spise hjemmelavet tykmælk.
Hjemme hos mine bedsteforældre, stod tit en stor stak af dybe tallerkener, som skiftevis vendte med den ene og den anden side opad, så det ikke fyldte for meget oppe på det lille køkkenbord. Hun sagde altid til mig, at når der groede grøn mug på tykmælken, smagte den bedst og var sundere. Det er lige så godt som penicillin og så er den gratis, sagde hun tit. Men den dag var der ikke en stabel tallerkener med tykmælk på køkkenbordet, ligesom der plejede at være.
Min mormor sad på en køkkenskammel og kiggede ud på deres duer. Da hun så mig, vendte hun sig om og sagde stille til mig, at jeg skulle sætte mig på køkkenbordet. Jeg havde aldrig set hende sådan før. Hun virkede trist.
Min mormor tog sine runde briller af og rakte dem til mig. De så meget gammeldags ud og lignede to af mine forstørrelsesglas og gjorde hendes øjne store som tekopper. Jeg tog dem på og glædede mig til, at hun snart ville få tårer i øjnene af at grine, ligesom hun plejede. Det gjorde hun bare ikke den dag.
Min mormor tog min hånd og kiggede på mig med sine øjne, som var lidt våde. Hun ville have mig til at se ud på duerne. Den med den røde knop på næbbet er gammel. Den er meget gammel, Polle. Meget, sagde hun.
Jeg kunne nu ellers ikke se at den var særligt gammel. 
Da hun fortalte at den snart ville dø, blev jeg ked af det, for det var jo på en måde min due. Den var så tam, at den kom hen til mig, når jeg gik over for at se til alle duerne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så ked af det. Min mormor så at jeg var ved at græde.
Jeg har noget jeg skal fortælle dig. Du ved, at din farfar er blevet meget dårlig til at huske. Han glemmer hvad vi hedder, og så… Mere fik hun ikke lov at sige, for jeg afbrød hende og sagde at jeg var ked af at min due skulle til at dø. Du er altså en god dreng, bette mand, sagde hun.
Jeg elskede min mormor. Og så syntes jeg, at hun var meget smuk. Det var som om, at hendes øjne kunne smile. Men hendes fingre var ikke så pæne. De var ikke helt lige mere, og så havde de fået sådan nogle knopper.
Min mormor duftede altid af hud og parfume. Hud havde hun altid på, men ikke parfume. Hun syntes det var for dyrt for sådan en lille flaske. Jeg kan købe to spande med mælk for den samme pris, sagde hun.
Hver eneste dag havde min mormor en sølvkæde om halsen med en stor klump rav i. I alle hendes smykker var der rav, som hendes far fandt på stranden, når han havde været på fiskeri. Hun fortalte, at dengang de havde farvehandlen, var hendes arbejde at sy bændler på sisaltæppernes kanter.