Tilflytter (E-bog)

1 Martin sparkede til sneen, da han var nået over på den anden side af gaden. Vinden var skarp denne eftermiddag, lige imod, nøjagtig som krisen, der ikke ville forlade dette land. Den ville åbenbart heller ikke nogensinde forlade én personligt. Han fik lidt ondt af sig selv. Det var ikke, fordi det var så koldt igen. Harmen og vreden sad i ham, og han trængte til luftforandring. Strucksallé viste sig fra sin barske side med østenvinden på langs lige imod. En udmærket parallel til hans sindsstemning og udmærket til afkøling. Åh, ham viceinspektøren med sit ”du har jo kun været her to år”, som om det betød, at man skulle have rosset hver gang. Den stud! Så kunne de gamle fra stenalderen sidde på flæsket og have de gode klasser. Det var ikke sådan, seminariets undervisning havde lydt. Viceren ville på en skala fra 1 til 10 næppe komme meget højere end 2, hvis det stod til Martin. Han følte sig selv lige nu som en ældre herre trods sine kun 30 år. Uvilkårligt bøjede han nakken lidt forover og gik med slæbende skridt. Han skråede over jernbanen og åbnede døren til Tønders ældste bodega. -Porter? Spurgte tjeneren. Han nikkede. En af fordelene ved at være kendt herinde var, at man ikke behøvede mange ord. Han drak grådigt. Det flimrede for ham, og vicerens messende stemme gentog ustandselig betydningen af, at netop den klasse fik ham næste skoleår. Åh, der var dejligt varmt herinde. Det var tredje år i træk, at han skulle have skolens suverænt dårligste skema. For tredje gang forstod han intet af det. Det første år jo. Som ny får man altid det dårligste. Mens han drak, tænkte han lidt sørgmodigt på, om han i det hele taget skulle have været skolelærer. Nu sad han andet år på en stor folkeskole med en uheldig klasse med udsigt til et endnu dårligere skema næste år. Boede i en lille, kold og fugtig lejlighed. Ugift, uden kæreste, uden lys forude i tunnellen. Skolelærer! Det var en drøm! Som skolelærer ville de stirre beundrende på én, når man gik ind på skolen. Forældrene ville hilse ærbødigt, måske ta hatten af. Børnene ville stå tavse og tænke: Bare han ikke hører mig! Respekt ville man få. Det ord stod langt nede på listen. Man kunne godt komme i tanker om nogle andre ord, der passede bedre. Lærling. Underholder. Skidespræller. Hvis man ikke føjede eleverne engang imellem, kunne de finde på at lave ballade. Råbe op, så de kunne høres inde ved siden af. Pladsen overfor blev optaget. Åh nej, ikke hende. Kunstige, fabriksfremstillede bryster. -Hvad så, skat? Trænger du til selskab? Hendes affarvede stemme lød indladende. De gule nikotinfingre slog asken af cigaretten, mens hendes alt for røde læber vibrerede: -Vi kunne lige smutte hjem og… Hun vibrerede med saltvandsposerne og hældede dem ind over bordet med den rødternede dug. Så lå de der som to poser hvide ris. Han undslog sig høfligt. Det der saltvand var en slags stopklods. Det lå nok inde i en plasticpose. En i hver. Hun lagde sin ulækre hånd oven på hans. -Jeg synes, det er ærgerligt, hvis det kun skulle være den ene gang! Hun strøg hans hånd. Det føltes, som om hun skrællede huden af. Hans tindinger begyndte at banke hurtigere. Luften var fuld af flimmer og kvælende cigaretrøg. Det steg op i ham. Hånden med glasset løftede sig selv af egen fri vilje og kørte i en bue gennem luften, drejede sig og afleverede indholdet i kavalergangen. Ned til de andre væskebeholdere. Hun skreg op, stolen væltede bag hende, og der opstod en farlig ballade. Tjeneren kom farende og undskyldte og tørrede op, han vidste ikke, hvad der var sket, og hun skældte Martin ud og samlede sin frakke op og skred, idet hun smak ham en lussing. -20 dages fængsel, mumlede han, mens han tog sig til kinden og hævede skulderen og øjenbrynene til tjeneren. Han rystede på hovedet og kom med en ren dug. Martin selv var blevet våd på det ene ærme. Han flyttede op til baren og bestilte en ny. Der faldt igen ro over det hele. Harmen og vreden fra før kom lidt mere på afstand. Det mørknede udenfor. De mange lys fra gaden, posthuset og forretningerne kunne dog ikke skjule mismodet. Den sorte brandvæske varmede, men det var en stakket frist. -Dårlig dag? Tjeneren tørrede disken af. Den halvanden porter var lige tilpas til ikke at holde sig tilbage og på den anden side ikke være snøvlende dum. Han var alligevel noget usikker på, om det gjorde nogen forskel. -Tja, det kan man vel godt sige! Tak for nu. Han rejste sig og luntede ud i vintermørket. Vinden var drejet om i syd, så nu fik man den igen skråt forfra. Typisk at få modvind både ud og hjem. Typisk for ens liv. Studentereksamen. Soldat i Haderslev. Småjobs. Seminarium. Ansættelse. Hvis man døde i aften, var der ikke en kæft, der ville savne én. Burde man skyde sig en kugle for panden med Berettaen? Så var det hele overstået. Farten aftog, det var lige før, han standsede helt. Åh, man syntes altid, det var synd for én efter to portere. Gør noget ved det, mand! Få styr på din tilværelse, find et bedre job, find en dejlig dame, bliv borgerlig! Ekkoet fra en seminariekammerat kunne man stadig huske. Henrik var en irriterende stodder, der sådan set allerede der var blevet gift, havde fået job længe før alle andre og gik med planer om at købe hus. Man følte sig stadig som en skoleelev, der ventede på at blive voksen. Det var det mærkelige. Man følte sig altid yngre end de andre. I den første tid på skolen havde man følt sig som ældste elev. Nu var man yngste lærer, selv om der var to, der var endnu yngre. Næste morgen bankede han på ind til viceren og spurgte, om der slet ikke var anden mulighed til næste år end den der sammenbragte 7. klasse med alle problemerne og ellers tysk, tysk og atter TYSK. Viceren med de mange skæl i håret kiggede bare på én med sine fiskeøjne. Han samlede nogle ark i begge hænder og stødte kanten ned mod bordet, som studieværterne gjorde, når de var færdige med at speake. -Jeg tror, du skal belave dig på, at du står bagerst i rækken. Længst ansat, først tilgodeset. Sådan vil du nok også gerne selv have det om nogle år! Hvis du bliver her længe nok! Martin vendte på en tallerken og gik ind på det kæmpestore lærerværelse. Frederik hilste muntert godmorgen og bemærkede, at det var en skam, Martin ikke skulle med i indskolingsgruppen, som han ellers havde ønsket sig. -Jeg har ikke gjort mig fortjent endnu, fløj det ud mellem tænderne. -Man skal være mellem 50 og skindød, hvis man skal gøre sig nogle forhåbninger! -Nå, nå. Frederik havde hævet panden og øjenbrynene: -Har man fået det forkerte ben ud af sengen i dag? -Er det ikke snarere den forkerte vicer på skolen? Martin trak på skulderen og satte sig hen i en sofa. Der var endnu et par minutter til time. Det var et fucking lorteudtryk. Forkerte ben! Betød det, at hvis man svingede ud til højre, så skulle venstre ben først ud? Så ville man trimle om på maven og rejse sig baglæns op. Hvorfor i alverden skulle man det? Han tog det nyeste nummer af ”Folkeskolen” og kiggede ledige stillinger. Hvis man nu skulle søge et job så langt væk som muligt, hvor mon det så skulle være?