Yksi, kaksi, sexi (E-bog)
70,00 kr.
Et modent dansk ægtepar rejser til Finland og genoplever deres ungdoms bryllupsrejse i mere end en forstand. Når der går ild i gamle huse, så …
En noget erotisk bog uden lummerhed. Kun lidt.
2
Tager vi Finland eller Alsace?
Mit spørgsmål hænger lidt i luften. I Alsace er der masser af
vinoplevelser, og vi kommer rundt på mange vingårde. Vin er livseliksiren for os gamle, der er blevet pensionister, og en tur, der indebærer smagsprøver en masse, vil alt andet lige kunne udkonkurrere en hvilken som helst anden tur. Næsten.
For det er det med Finland, at det er et smukt land med en voldsom historie – som Frankrig. Det er dyrt som Danmark, men noget større og frem for alt omgivet af Sverige på den ene side og Rusland på den anden.
Der har været problemer med begge disse nationer, men Sverige valgte at blive civiliseret allerede 1809, hvorefter det russiske kejserrige erobrede landet. Anden verdenskrig betød, at Finland efter krig mod Sovjetunionen måtte afstå Karelen, men fik til gengæld sin 98% uafhængighed. Lidt afhængig er man jo altid, når man er den mindste i skolegården.
Jeg ved snart ikke, siger Fruen og ser tænksom ud. Finland er lidt mere utraditionelt, synes du ikke?
Jo. Lad os bare nappe Finland.
På den anden side taler vi bedre fransk end finsk, Erik.
Rigtigt. Så lad os tage a la France, Merete.
Vi kan vel altid komme til Frankrig.
Jo. Ender det så med Finland?
Vi kan også tage til Berlin.
Så hellere Finland. Der skulle være et værre svineri deroppe. Hvad mener du?
De 1000 søers land.
Ha. Du er sjov. Den er så gammel, at det kunne være løgn.
Bliver det så Finland?
Måske.
Dejligt med et radikalt og klart svar.
3
Det er min tur til at lave mad, og jeg laver gulerodsfrikadeller med svampestuvning på de Karl Johan ́er, vi plukkede i går.
Det er dejligt at plukke svampe, for man får masser af motion og frisk luft, og det bliver en sport at finde de bedste spiselige rørsvampe. Somme tider er der alt for mange af de andre. Skodsvampe. Dem med lameller. Dog kan nogle af dem godt bruges, den orange mælkehat, der frembringer klare orangefarvede dråber, hvis man klemmer den, smager faktisk godt. Ja, men det gør lilla purpurhat, pigsvamp, kålsvamp og birkerørhatten da også. Og kantarellerne.
Efterhånden er vi heller ikke i tvivl længere. Er en svamp ikke på den positive liste, tager vi den ikke. Sidder der en snegl eller en orm i den, smider vi den som regel væk, medmindre det drejer sig om et ungt eksemplar, altså af svampen. Man skal ikke være fanatisk. Svampeplukning indebærer, at fruen ofte må bøje sig. Det sker ikke så tit, hvilket er den første fordel, og den anden fordel er, at hun strammer sin bagdel på den nydeligste måde og dermed antænder en lille uafviselig flamme i min hypofyse. Tror jeg nok. Det kan også være i den del af min hjerne, der behandler stenalderreminiscenser.
Efter aftensmaden, som det igen lykkedes for mig at lave som et konkurrerende alternativ til den lokale restaurants gourmetmiddag, smider vi os i lænestolene og tænder for fjernsynet. Vi har ingen betalingskanaler andre end den os af politikerne påtvungne Danmarks Radio, og de prøver da at gøre det så godt for os som muligt.
De ved godt, at en hel del af os ældre har problemer med hukommelsen. Derfor sender de mange genudsendelser, og selv de nye udsendelser er præget af de samme klicheer og ord.



